Basico Moed Andreas (1)

Jeg gør meget ud af at lytte til, hvad andre siger – mød Andreas

Læsetid: 9 minutter

KARRIEREMAILEN
Giver dig nys om åbne stillinger, artikler om konsulentlivet og guldkorn til jobjagten.
TILMELD

Da Andreas Helverskov Pedersen rykkede teltpælene op i Nordjylland og flyttede til København, havde han allerede besluttet sig for, at han i sit næste job ville have et solidt fællesskab. Det har han fået. Og så er han overbevist om, at konsulentlivet ikke handler om at være én bestemt persontype, for i virkeligheden handler det om at løse opgaven – og at være ordentlig, mens du gør det. 

Jeg mødes med Andreas, som er Consultant i Legal Services, over en Teams-forbindelse en sen tirsdag eftermiddag. Den samtale, vi skal til at have, bringer os fra Nordjylland til overvejelser om job i København, en badeklub på Svanemøllen strand, et Legal-team bygget på tillid og en erkendelse af, at med fællesskabet i ryggen kommer man langt. 

Fra Nordjylland til København 

Vi skruer tiden tilbage til efteråret 2023, hvor Andreas’ overvejelser om at rykke permanent til København for alvor tog fart. Hans kæreste havde fået drømmejobbet i København, og han selv sad i en stilling som juridisk konsulent i Nordjylland i en afdeling, der kun bestod af ham selv. Han uddyber: 

”Hen i løbet af efteråret kunne jeg ligesom mærke, at jeg manglede fællesskabet. Jeg manglede kolleger på min egen alder.” 

I den periode steg Andreas hver fredag eftermiddag om bord på flyet fra Aalborg til København og vendte retur mandag morgen. Som tiden gik, begyndte København at trække mere. 

”Mine overvejelser gik på, om jeg skulle søge en konsulentstilling, eller om jeg skulle gå efter en in-house stilling et eller andet sted.” 

”Jeg tænkte, at det var fedt at være i en supportfunktion og hjælpe forretningen, og jeg vidste allerede, at jeg ville ind til en virksomhed. Og så kom Basico frem i min søgning. Jeg sendte CV og ansøgning, og hurtigt efter blev jeg ringet op. Det ledte til et fysisk møde, hvor kemien bare var god fra start. Jeg fandt ud af, at her kunne jeg få lov at tappe direkte ind i samspillet mellem økonomi, jura og kommerciel forståelse, som var nøjagtig det, jeg ville.” 

Når du griber de opgaver, der kommer, følger læringen hastigt med 

I skrivende stund sidder Andreas som nævnt ude ved en kunde på en projektopgave. En opgave, der landede i hans favn kun 14 dage, efter han var begyndt hos Basico. 

”Herude laver vi alt muligt; noget er selskabsretligt, andet er kontraktretligt. Og så render jeg også af sted til notaren og Udenrigsministeriet en gang imellem for at få dokumenter underskrevet.” 

”Jeg er ikke bange for at tage fat og løse opgaven, for det er jo dét, vi (Basico-konsulenterne red.) er her for. Vi er med til at aflaste, så kunderne kan fokusere på deres kerneydelse. Så vi griber alle de opgaver, der kommer vores vej. Nogle er af meget høj juridisk karakter, hvor vi sparrer med hinanden for at finde den korrekte løsning, andre er knap så juridisk udfordrende. Men vi løser de opgaver, der kommer – det er vi ikke for fine til. Det er jo også dét, kunden har brug for.” 

”Så længe der er en grad af jura, og jeg kan mærke, at jeg bruger min faglige viden, så er det juridiske område egentlig ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at jeg kan se, at det løser et problem hos kunden.” 

Andreas uddyber: 

”Jeg bruger min kommercielle forståelse som springbræt til at kunne sætte mig ind i en virksomhed, og hvad den har brug for. For mig handler det meget om at kunne forstå det juridiske problem i en kontekst i stedet for bare at få en opgave, løse den og så videre til næste.” 

Med tillid kommer selvstændighed 

Selvom Andreas har lagt hårdt ud fra start i sin karriere hos Basico som forholdsvis nyuddannet cand.merc.jur. og direkte ud på kundeopgave, er han med sine egne ord landet supergodt i det. Han fortæller: 

”Der er stadig mange ting, som skal læres hen ad vejen. Men sådan er det bare.” 

”Jeg havde faktisk en snak forleden med min karrierecoach i Basico, hvor vi blev enige om, at Basico har vist sig at være alt det, som de både fortalte, at de var, men som jeg også havde drømt om. Og Niels-Peter (Partner i Legal Services red.) fortalte, at han også synes, jeg var alt, hvad jeg havde fortalt, og hvad de havde forestillet sig. Så det er egentlig et ret godt match.” 

”Du får utrolig meget tillid fra partnerne i Basico, hvis du løser din opgave. Og det er vokset proportionalt med hinanden. Når de oplever, at jeg løser opgaven, har de ikke noget problem med, at det også er mig, der følger den til dørs.

Han uddyber og fortsætter: 

"Altså de behøver ikke at være indover og kigge med over skulderen. Og det har givet en kæmpe selvstændighed, men har også styrket min ansvarsbevidsthed.” 

”Her får man bare lov til rigtig, rigtig meget. Og så er de (partnerne i Legal Services red.) gode til at tjekke ind en gang imellem for lige at høre, om der er et eller andet, vi skal snakke om. Det er der jo en gang imellem, og så får vi os en god snak.” 

”Det er sådan et: Jeg er her, hvis der er noget. Men du styrer det faktisk selv.” 

Konsulentverden er på mange måder, hvad du gør den til 

Andreas har ikke altid kunnet se sig selv i rollen som konsulent. Men han har med tiden oplevet, at billedet er mere nuanceret, end det nogle gange fremstilles. 

”Jeg er ikke typen, der går ind og vælter rummet og siger: Her kommer jeg! Jeg gør meget ud af at lytte til, hvad andre siger.

"Det er vigtigt for mig at være ordentlig – ordentlig mod mine omgivelser. Det kommer man langt med, synes jeg.” 

”Hvis vi skal tage den lidt op i et større perspektiv, så tror jeg, at jeg er i den modsatte grøft af den der stereotypiske konsulenttype med spidse albuer. Der er ikke noget spidst over mine albuer. Og det behøver du altså ikke have for at være konsulent i Basico. Konsulentverden kan se ud på flere måder, har jeg fundet ud af.” 

Fredagsbar plus badeklub giver sammenhold 

Vi sporer samtalen tilbage til fællesskabet – altså det samlingspunkt på arbejdspladsen, som Andreas savnede, da han søgte videre fra jobbet i Nordjylland. Set fra Andreas’ synspunkt er fællesskabet et aktivt valg, man selv er med til at bygge op, når man deltager i det. Han fortæller: 

”Jeg besluttede, da jeg flyttede herover, at jeg ville have et fællesskab. Og der gik faktisk ikke lang tid, før jeg blev inviteret med ud og spille padel. Det handler om at sige ja, tænker jeg også.” 

”Der er uformel fredagsbar hver fredag, så det er et godt sted at starte. Faktisk har jeg kun misset to, siden jeg startede. Og det er jo ikke, fordi man absolut skal være en del af fællesskabet, men det var noget, jeg længtes efter. Derfor har jeg også fået en god relation til de andre afdelinger, for det er tit i fredagsbaren, at man mødes. Her dyrker vi de sociale relationer på tværs. Ja – der er bare mange gode mennesker.” 

Han fortsætter: 

”Vi har simpelthen lavet vores egen badeklub. Indtil videre er vi tre fra Legal-teamet, der mødes hver anden fredag morgen på Svanemøllen strand, tager et morgendyp, inden vi lander på kontoret til morgenmad. Genial start på dagen.” 

Et råd med på vejen 

Til slut i vores snak spørger jeg Andreas, hvad hans bedste råd er til dem – med en juridisk profil som hans – der står på vippen og overvejer, om konsulentverdenen kunne være noget for dem. Et sted, han selv befandt sig for kun lidt under et år siden. Med eftertænksomhed i stemmen og et roligt blik siger han: 

”Hvis man er i tvivl om, hvorvidt konsulentvejen er den vej, man vil gå, så er Basico det bedste sted at starte. Der er en tro på dine evner fra start og en tillid til, at du kan løse de opgaver, der kommer din vej.”