Effektiv ESG Rapportering

EU-omnibussen har forladt garagen ‒ hvad gør du nu?

Læsetid: 10 minutter

FÅ INSPIRATION!
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få et fagligt indspark med substans direkte i indbakken.
Tilmeld!
Mette Slipsager

Mette Slipsager

Director | ESG

28. marts 2025

Forenklingens vinde blæser over bæredygtighedsrapporteringen ‒ men hvad betyder det for dig? 

Den 26. februar 2025 offentliggjorde EU-Kommissionen det ventede Omnibus-forslag, som mange virksomheder har set frem til med både nervøsitet og en vis lettelse. Forslaget, der efterhånden er kendt af de fleste, der arbejder med ESG, har til formål at reducere en omfattende rapporteringsbyrde for virksomhederne.


Omnibus-forslaget sigter mod at reducere både omfanget af virksomheder i scope og selve rapporteringsomfanget for CSRD, EU-taksonomien og CSDDD (samt CBAM). Det er en markant ændring i forhold til den oprindelige kurs, og mange virksomheder står nu i et dilemma: Skal man fortsætte det påbegyndte arbejde, eller skal man trække vejret og vente på, at støvet lægger sig efter bussen?


Forslaget skal naturligvis gennem den politiske mølle i EU og i de lande, der allerede har implementeret direktiverne/forordningen. Det kan tage tid, før det er godkendt og implementeret i medlemslandene. Det Europæiske Råd har netop tiltrådt forslaget om hastegodkendelse af "stop the clock"-elementet – netop for at give virksomheder, der endnu ikke har skullet rapportere, den nødvendige ro nu og her, indtil der er juridisk klarhed omkring de øvrige forslag.

Hvad betyder det for din virksomhed?

Spørgsmålet "CSRD eller ikke CSRD?" er nu mere relevant end nogensinde. Men uanset rapporteringsomfang har rammeværket betydelig værdi som et effektivt ledelsesværktøj. Dobbelt væsentlighedsvurderingen (DVV) – fundamentet i bæredygtighedsrapporteringen – er et komplekst koncept, der kræver investering, men som giver stort udbytte ved meget konkret at koble bæredygtighed til forretningsstrategien.


Vi opfordrer til en risikobaseret tilgang til processer og datapunkter. Fremadrettet kan fokus skifte fra compliance til at overvåge initiativer og drive reel forandring. Det handler ikke længere kun om at rapportere – det handler om at skabe værdi for virksomheden og for omverdenen.


Det første skridt er at stoppe op og reflektere over det arbejde og de forberedelser, der allerede er udført. Har I allerede investeret betydelige ressourcer i CSRD-forberedelser? Eller er I lige begyndt? Jeres udgangspunkt er afgørende for, hvordan I bør handle nu.

Vær klar over jeres strategiske prioriteter, og planlæg indsatsen derefter. 

Afhængig af jeres virksomhedsstørrelse, står I over for forskellige udfordringer og muligheder:

De mindre og mellemstore: ≈150 - ≈500+ medarbejdere 

I vil med stor sandsynlighed ikke komme i scope for CSRD m.m. Overvej at sætte CSRD-forberedelserne på pause, men gennemfør alligevel en DVV for at sikre forståelse af jeres påvirkninger. Overvej VSME-rapportering for B2B-information, og tag højde for krav fra nøgleinteressenter som kunder og bank.


Reflekter over jeres strategiske mål og de forpligtelser, I har tilsluttet jer, fx SBTi, UNGC, CDP, EcoVadis etc., som skal kommunikeres og rapporteres uafhængigt af CSRD. Overvej også, om virksomheden kan blive omfattet fremadrettet på grund af vækstplaner, og hvad praksis for bæredygtighedsrapportering i jeres branche er, og hvordan I ser den udvikle sig.

For store virksomheder: ≈500 - ≈1.000 medarbejdere

Der er en mulighed for, at I ikke kommer i scope for CSRD, men endnu er det uklart, om grænsen bliver 1.000 medarbejdere, eller om den bliver lavere, fx 750. 


Situationen er uklar og afhænger af den politiske forhandling. Derfor er det bedst at fortsætte arbejdet, men holde fokus på det mest essentielle. Her er det fx værd at overveje DVV og due diligence-procedurer for jeres væsentligste direkte leverandører (Tier 1) samt at medtage finansielle risici i jeres risikovurdering og forretningsmodel. Hold desuden øje med de resterende effekter af CSDDD.


En vigtig, konkret handling er at afstemme topledelsens forventninger og på baggrund af disse implementere en gennemtænkt, faseopdelt tilgang, der passer til jeres situation. Overvej derudover, hvordan I bedst kan udnytte den ekstra tid til at skabe en robust og effektiv datahåndtering og rapporteringsproces.

For virksomheder med ≈1.000+ medarbejdere

I vil fortsat være i scope for CSRD, når den er indfaset. Fortsæt derfor jeres CSRD-arbejde. 

Først og fremmest skal I lukke de kvantitative datamangler fra jeres første rapportering (hvis I rapporterede i 2024). Derefter er det oplagt at strømline og digitalisere processer, udvikle en klimaomstillingsplan, adressere risici og muligheder og derudover begynde at forberede jer på CSDDD og taksonomi-rapportering, hvis I ikke allerede har lavet den første gang.


Hvis I allerede har rapporteret for 2024, er det en god idé at reflektere over, hvilken læring I har fået i det første år med CSRD-rapportering. Overvej, hvilke strategiske elementer i jeres CSRD-rapportering der er de vigtigste, og om de bliver udnyttet bedst muligt, og identificer de områder, hvor I med fordel kan styrke robustheden i virksomhedens bæredygtighedsarbejde og rapportering – eller forenkle processer og procedurer i år to.

Balancér mellem pause og fremdrift

Uanset virksomhedens størrelse er det afgørende at finde den rette balance mellem at udnytte den potentielle lempelse og samtidig fastholde momentum i bæredygtighedsarbejdet.

De virksomheder, der bruger denne periode strategisk til at fokusere deres indsats, vil stå stærkere, når de endelige krav falder på plads.

Husk, at bæredygtighed stadig er et konkurrenceparameter, og at kunder, investorer og medarbejdere fortsat forventer handling – uanset hvordan lovgivningen udvikler sig.

"Omnibus-forslaget giver mulighed for at genoverveje prioriteringer, men bør ikke blive en undskyldning for at sætte bæredygtighed på standby" - Mette Slipsager, Director

Hvordan kan Basico hjælpe?

Basico har altid haft en praktisk tilgang til ESG-rapportering og ikke mindst CSRD, så vi hilser forenklingen af rapporteringskravene velkommen. Alt andet lige er det mere spændende og fagligt udfordrende at tale om at skabe værdi af ESG fremfor compliance.


Mange virksomheder standser lige nu op og sætter måske også en påtænkt udvidelse eller opkvalificering af ESG-teamet på pause. I denne overgangstid kan det derfor være en fordel at søge ekstern hjælp til at navigere i de ændrede krav.


Vi kan hjælpe virksomheder med:

  • Interim ESG-assistance, som fx controller, ESG-manager eller ekstra ressource, der kan støtte jer i overgangsfasen
  • Løbende sparring og rådgivning efter behov om både strategiske og praktiske aspekter
  • Udvikling og implementering af en forretningsorienteret ESG-rapportering, der skaber værdi
  • Design og implementering af omkostningseffektive og pålidelige ESG-processer
  • Hjælp til valg og anskaffelse af ESG-platform, der passer til jeres behov
  • Implementering af IT-understøttelse af ESG-arbejdet, så I får en smidig proces.

Har du brug for hjælp?

Du er meget velkommen til at kontakte os for en uforpligtende dialog om, hvordan vi kan hjælpe netop jeres virksomhed med at navigere i de ændrede krav til bæredygtighedsrapportering og finde den rette balance mellem værdiskabelse, compliance og indsats. 

Mette Slipsager (1)
Mette Slipsager
Director | ESG
Morten Virenfeldt Nielsen
Morten Virenfeldt Nielsen
Partner | ESG