Din rolle som CFO i en scaleup vil med stor sandsynlighed også indeholde ansvarsområder inden for IT, jura, forsikring og generel risikostyring – især når din organisation befinder sig på et udviklingsstadie. Så hvordan løfter du et ansvarsområde, der er langt bredere end din faglighed? Det kan du blive klogere på i denne artikel.
Det er langt fra sikkert, at der er en juridisk afdeling eller en compliancefunktion etableret i en scaleups udviklingsstadie. Hvilket efterlader dig som CFO alene med hele herligheden. Ofte vil du få ansvaret for, at risikostyringen er forsvarlig – og dermed bevæger du dig på en knivsæg.
For hvornår gøres der ’nok’ uden at investere ’for meget’?
Derfor er det vigtigt, at du navigerer i de forskellige ansvarsområder med sikkerhed og kompetencer for at kunne balancere de forskellige interesser i din virksomhed.
En udfordring, du vil opleve i forbindelse med risikostyring, er, at både forretningen og antallet af medarbejdere udvides, før modellen for jeres organisations risikostyring tilpasses.
Det sker altså i forskellige tempi. Og i forbindelse med investeringsrunder eller onboarding af store kunder bliver et regulært gearskifte ofte krævet. Det kræver en god portion effektivitet og omstillingsparathed fra dig og dit team.
At være på toppen af compliance ruster dig til fremtiden
I takt med at antallet af complianceregler stiger støt, er det nødvendigt, at du danner dig et overblik over de mange regler og forstår at prioritere den rækkefølge, de håndteres i, og den omhyggelighed, hvormed de håndteres. Mange af compliancereglerne indeholder desuden et ledelsesansvar, som betyder, at du som CFO skal rapportere til og betrygge CEO’en og bestyrelsen undervejs ved løbende at have en troværdig implementeringsplan.
Som CFO er du brobyggeren mellem forretning og regler og skal finde balancen mellem at være en forretningsfacilitator og risk manager. Det er vigtigt ikke kun at se begrænsninger, men også muligheder i legal og compliance.
Din evne til at forene disse aspekter på en måde, der fremmer virksomhedens vækst og innovation, samtidig med at risici minimeres, vil være afgørende for din succes i rollen.
Det gælder både i forhold til at kunne vise fremtidige investorer, at der er orden i penalhuset – og dermed minimere ubekendte, som kan udløse en reduktion i værdiansættelse eller garantikrav – og i forhold til at stille virksomheden bedst muligt fsva. fx betalingsbetingelser, fleksibilitet til opsigelse og fastholdelse af nøgleleverandører, reaktionsmuligheder ved misligholdelse m.v. Nogle af de områder, som du med fordel kan sikre, at der kontinuerligt er overblik over samt robuste processer for, er:
Kontrakter:
Implementering af processer og tjeklister, der øger kvaliteten ved forhandling og indgåelse af kontrakter, og aktiv styring i kontraktens levetid. På den måde kan I skabe muligheder for, at jeres virksomhed stilles bedst muligt i forskellige scenarier. Et godt støtteværktøj kan fx være et CRM-system, der kan oprette og vedligeholde alle jeres kontrakter.
Databeskyttelse og GDPR:
Implementering og opretholdelse af politikker og procedurer, der sikrer både jeres overholdelse af databeskyttelseslovgivningen, herunder GDPR, og – ikke mindst – jeres mulighed for at bruge relevante data til understøttelse af virksomhedens vækststrategi.
Arbejdsret:
Sikring af, at jeres ansættelseskontrakter, personalehåndbøger og arbejdspolitikker er opdaterede og overholder den lokale arbejdsmarkedslovgivning og er tilstrækkeligt tydelige til, at personaleudfordringer kan håndteres smidigt.
Corporate governance:
Vedligeholdelse af selskabsdokumenter, herunder dokumentation af bestyrelsesbeslutninger og håndtering af likviditetsbehov. Lav klare processer for jeres beslutningskompetencer i organisationen fra bestyrelse til menig medarbejder.
Intellectual property rights (IPR):
Beskyttelse af jeres virksomheds IPR, herunder patenter, varemærker og ophavsrettigheder.
Regulatorisk overholdelse:
Overvågning af ændringer i lovgivningen, der kan påvirke jeres virksomhed, og sikring af overholdelse af alle relevante branchestandarder og regler.
Som CFO kommer du rigtig langt med en struktureret tilgang, hvor du løbende vurderer og prioriterer din organisations behov. Især når det drejer sig om ansvarsområder, som ikke er en del af din faglige værktøjskasse. Ved at etablere klare processer, investere i effektive værktøjer og opbygge et stærkt samarbejde på tværs af organisationen kan du sikre, at compliance og risikostyring skaber værdi.
Har du brug for sparring i din udvikling?
Du er velkommen til at række ud til en uformel snak. Vi er her for at hjælpe dig igennem alle aspekter af din rejse som ny CFO – lige fra de store strategiske overvejelser til de små, men vigtige operationelle detaljer.
Giv os et kald, eller send os en mail – og tag det første skridt mod at styrke din nye titel som CFO.