Basico Fem Essentielle Egenskaber

Fem essentielle egenskaber, du skal have for at trives som konsulent

Læsetid: 11 minutter

KARRIEREMAILEN
Giver dig nys om åbne stillinger, artikler om konsulentlivet og guldkorn til jobjagten.
TILMELD DIG
Pernille Ehlers-Hansen

Pernille Ehlers-Hansen

Senior Communication Consultant

06. marts 2025

At være konsulent er en diffus størrelse. Begrebet spænder over mange brancher og roller. Men der er alligevel nogle fællestræk, der går igen. Særligt inden for finansbranchen. Men hvilke kompetencer kræver det, og hvilket mindset skal du være udstyret med i et konsulenthus som Basico? Det giver vores partner Maj Uggerhøj og Talent and Business Manager Amalie Sofie Clausen deres bud på her. 

Findes der et konsulent-gen? Og hvis der gør, hvad indeholder det så? Det spørgsmål stillede vi to kvinder med stort kendskab til livet som konsulent – men med hvert deres udgangspunkt.  

Amalie Sofie Clausen er Talent and Business Manager i Basico, og hun arbejder til dagligt med at udvælge og ansætte de konsulenter, der folder deres vinger ud under Basicos fane. Ved siden af hende sidder Maj Uggerhøj, partner i Basico, som startede sin karriere i konsulenthuset Deloitte. Hun er med andre ord en inkarneret konsulent, der kender branchen særdeles godt og har indsigt i, hvad det kræver at få succes og trives i konsulentrollen. 

Der er selvfølgelig nogle faglige ’hardcore konsulent-skills', som er essentielle at have i værktøjskassen. Det er fx evnen til at lede en workshop, foretage en grundig analyse og sammensætte en skarp præsentation. Det er alt sammen evner, der kan tillæres.  

Men derudover definerer de sammen fem menneskelige kompetencer, som er gode at have for at trives i en tilværelse som konsulent. Dem kan du læse om her. 

 

Denne artikel er et uddrag af en længere snak, som du kan finde som podcast her. 

Hvad er en konsulent? 

En konsulent er en fagperson, der rådgiver og assisterer virksomheder inden for et specifikt område. Som konsulent udfylder du ofte en rolle, hvor din ekspertise bruges til at analysere problemer, udvikle løsninger og implementere forbedringer.Du kan enten være ansat som intern konsulent og rådgive den virksomhed, du selv er en del af, eller du kan være ekstern konsulent, som er ansat i et konsulenthus eller selvstændigt arbejder projektbaseret for en kunde.

1. Der findes ingen “one size fits all” 

I samtalen mellem Maj Uggerhøj og Amalie Sofie Clausen bliver det tydeligt, at konsulentarbejdet er ekstremt mangfoldigt. Det handler om at kunne tilpasse sig forskellige situationer, kunder og behov. De understreger begge, at der ikke findes én standardløsning eller én måde at være konsulent på. Det handler om at kunne læse situationen og tilpasse sin tilgang. 

Maj Uggerhøj forklarer det således: 

“Din vilje til at investere i kundens problemløsning skal være der. Det kan lyde som en floskel, men det er virkelig vigtigt; du skal passe ind i forskellige situationer på forskellige tidspunkter i forskellige kontekster. Du skal være agil, lyttende og omstillingsparat i din arbejdsdag og kunne tilpasse dig, hvor hurtigt eller langsomt skal det gå, og hvor store eller små løsninger projekterne kræver.” 

En anden pointe er, at ikke to konsulentløsninger er ens, og at vilkårene for ens tilknytning varierer fra projekt til projekt. 

”Det kan være alt fra en endags workshop til, man sidder hos en kunde i to år, og det kan være alt fra at arbejde i store teams til, at man er en one man army. Nogle gange er det boots on the ground og hit the ground running, og andre gange foretager vi jo tusind indledende assessments og danser rundt om den varme grød, indtil vi er helt sikre på, hvad udfordringen og kundens behov er,” siger Maj Uggerhøj.  

2. Tillid er altafgørende 

At opbygge og vedligeholde tillid er fundamentalt i konsulentbranchen. Det handler ikke blot om at være imødekommende, men også om at turde være ærlig og direkte også når det er svært. En konsulent skal kunne balancere mellem at være tæt på kunden og samtidig bevare sin professionelle integritet. 

Og det er lidt af en balancegang, fortæller Maj Uggerhøj, men det er vigtigt: 

”Tillid er altafgørende. Men tillid er jo ikke bare, at man taler kunden efter munden. For at bygge den der tillid, så skal det jo både være en god rådgiver, som både siger tingene, når det er godt, men også når det er rigtigt svært. Så man skal heller ikke være en, der er bange for at gå imod strømmen, hvis man rent faktisk mener, at det er den rigtige vej at gå. Så man bygger tillid gennem troværdighed, ved at man rent faktisk har sin faglighed med sig.” 

Og lige præcis den tilgang og balance er faktisk noget af det, som konsulenterne hos Basico har en særlig næse for. Partner Maj Uggerhøj illustrerer det ved, at der hersker en kultur, hvor vi går op i at gøre det rigtige på den lange bane frem for at gøre det rigtigt på den korte bane . 

“Der er en vigtig sondring; at gøre det rigtigt i situationen er ofte det, kunden ønsker på den korte bane, men at gøre det rigtige, er det lange seje træk. Det er ikke altid den mest populære løsning, men det er den, der holder vand. Og det skal man have modet til at stå fast ved, selvom det er svært. Du skal turde gå mod strømmen, for det er også noget af det, der opbygger troværdighed, når man har sin faglighed med sig.” 

“Jeg blev konsulent, fordi det var vigtigt for mig at komme til at arbejde med forskellige fagligheder, projekter og mennesker. Jeg vidste, jeg ville komme til at kede mig, hvis jeg sad ved det samme skrivebord og udførte de samme opgaver dag ud og dag ind. Men jeg havde også en frygt for at komme til at bruge al min tid på at producere power point-slides. Derfor valgte jeg at gå finanskonsulentvejen, fordi jeg tænkte, det havde lidt mere dybde.”

- Maj Uggerhøj, Partner hos Basico.

3. Du skal ville det 

Motivation og ægte engagement er afgørende faktorer for succes i konsulentbranchen. Faglighed alene er ikke nok det kræver en grundlæggende passion og vilje til at gøre en forskel for kunderne. Og i sit arbejde som Talent & Business Manager møder Amalie Sofie Clausen mange aspirerende konsulenter, som måske har evnerne, men hvor en manglende vilje til at brænde igennem hos en kunde bliver en hæmsko: 

“Du skal have ild i øjnene. Det lyder måske som en floskel, men det er så tydeligt for os, når vi sender en konsulent ud på en opgave, om de vil det eller ej. Og det er jo også tydeligt for kunden. Vi er der for at gøre vores kunders liv lettere, hvor hvis du er tilbageholdende og sidder for dig selv ovre i hjørnet uden at byde ind, så kan du være nok så fagligt dygtig, men så får hverken kunden eller du noget ud af det.” 

Maj Uggerhøj supplerer: 

”Jeg har haft rigtig mange meget intelligente og talentfulde konsulenter inde, som ikke er lykkedes, fordi man ikke har haft viljen og drivet helt ind i hjertet for gerne at ville det. Og det er helt okay at nå frem til det. Det er jo nogle gange en erkendelse, man kommer til ved at prøve det af, så det er der egentlig ikke noget galt i.”

4. Du skal være tryg i dynamiske rammer 

Konsulentbranchen er kendetegnet ved konstant forandring og nye udfordringer. Det kræver en særlig evne til at trives i skiftende miljøer og kunne håndtere usikkerhed som en naturlig del af arbejdet. Maj Uggerhøj understreger, at den evne faktisk er en af de allervigtigste at finde glæde ved som konsulent. 

Du skal finde glæden ved, at der ikke er et svar med to streger under, og du ikke ved præcis, hvad dagen i morgen bringer. Og så samtidig prøve at skabe struktur og disciplin og fremdrift ind i det. Hvis man kan finde en glæde i det, så er næsten alt andet faktisk ligegyldigt.” 

Amalie Sofie Clausen forsøger ofte at afkode, om en kandidat trives i de konstante forandringer, og netop her mener hun, at der godt kan tales om et decideret konsulent-gen. 

”Det er en personlighedstype, der får sindssygt meget energi af at være i nye rammer og nye relationer og ude på alsidige opgaver og netop skulle stå midt i orkanens øje. Det er en bestemt type, der trives i det. Og det er som udgangspunkt ikke noget, man kan tillære sig. Selvfølgelig er der elementer, man kan forbedre i forhold til kommunikation og så videre, men hvis vi snakker konsulent-gen, så tror jeg faktisk, at det er noget, man er som type.” 

“Jeg har arbejdet med rekruttering i mange år og altid haft en interesse for det psykologiske aspekt. Og det her med at finde folk inden for konsulentverdenen er virkelig interessant, fordi den type ofte kombinerer en høj faglighed med det sociale aspekt. Altså kombinationen af at være ekspert inden for et givent område og “konsulent-skills”, om man vil, hvor man er ude hos en kunde og kan tilpasse sig og begå sig i den kontekst.”

- Amalie Sofie Clausen, Talent and Business Manager hos Basico.

5. Du skal være robust 

Robusthed er en kernekompetence i konsulentbranchen. Det handler om at kunne håndtere modgang, tage ansvar og fortsætte fremad, selv når tingene bliver udfordrende. Derfor skal man kunne håndtere at arbejde i modgang, fortæller Maj Uggerhøj. 

”Vi er jo kun hos kunder, hvor det gør ondt på en eller anden måde. Enten i form af ressourcer, kompetencemangel, eller fordi virksomheden står i en stor forandring. Det vil sige, det er jo på den ene eller anden måde en presset organisation, som har haft brug for hjælp. Så derfor træder du ind i et følsomt sted, og det kræver, at du kan holde hovedet koldt.”  

Amalie Sofie Clausen supplerer med en væsentlig pointe om, at selv om livet som konsulent ofte kan være en barsk virkelighed, har du i et konsulenthus som Basico altid et hold i ryggen at sparre med og få vejledning af. 

"Det er igen lidt en floskel, men som konsulent skal du være rimelig robust. Altså du skal kunne tåle at få nogle slag og rejse dig op igen velvidende, at vi er der for at støtte dig, og du skal bare videre, fordi vi skal nok klare det sammen." 

Er du nysgerrig efter mere?

Synes du, at denne karriereudvikling er interessant, og vil du vide mere om, hvad Basico har at byde på? Så sving forbi vores åbne stillingsopslag, eller læs om Basico

Kontakt os