Basico Moed Lasse Rindom

Fra digter og historiker til AI-ekspert og podcastvært – Mød Lasse Rindom

Læsetid: 10 minutter

KARRIEREMAILEN
Giver dig nys om åbne stillinger, artikler om konsulentlivet og guldkorn til jobjagten.
TILMELD DIG
Julie Berger-Schøn

Julie Berger-Schøn

Senior Communication Consultant

20. december 2023

Lasse har fundet sin egen karrieresti. Han har bevæget sig fra drømmen om at blive digter og historiker til en verden af kodestreger, algoritmer og AI. Lasse har nemlig altid været drevet af en enorm nysgerrighed, energi og interesse for at undersøge meningen med tilværelsen gennem litteratur, filosofihistorie og videnskab. Så læs med, og få et indblik i, hvordan en blanding af høj intelligens, brede interesser og livets tilfældigheder skabte Lasses karrierevej og gav ham en billet tur-retur til Basico. 

“You can be anything you’re good at. As long as they’re hiring” 

… Det citat indleder Lasse grinende vores snak med, når vi spørger ind til hans karriere og vejen ind i Basico. Og før vi overhovedet er nået så langt, har Lasse allerede anbefalet et AI-tool, der kan effektivisere vores interviewproces. Hos Lasse er humor og opfindsomhed nemlig altid til stede i samtalen, og du kan mærke hans energi, drivkraft og originalitet på flere meters afstand. En energi, der smitter af på alle omkring ham. 

”Jeg synes faktisk, at det citat fra Chris Rock er ret godt. Jeg har haft en ret tilfældig karrierevej, hvor mulighederne blev noget, jeg fik, og ikke altid noget, jeg skabte – og hvor min personlige drivkraft altid har været at opsøge forskellige sandheder om verden og menneskelig eksistens. Jeg voksede op i et kristent hjem, hvor jeg så Gud som en slags garant for sandhed i verden. Det bevægede jeg mig efterfølgende væk fra, da jeg blev teenager, og søgte derefter en form for sandhed i digte. I den periode tog jeg mit lange hår og flyttede til Berlin for at skrive og leve livet som digter med stort D,” fortæller Lasse med et glimt i øjet og en gestikulerende håndbevægelse. 

Billede af Lasse Rindom

En billet tur-retur til Basico

”… Men jeg syntes heller ikke, at jeg fandt en universel mening med digtning. Og derfor begyndte jeg på historiestudiet for måske herigennem at finde en anden sandhed. I den forbindelse fik jeg et studiejob hos Maersk, der efterfølgende blev til et fuldtidsjob i deres payroll-afdeling. Det åbnede døren for hele kontorarbejdets verden, og efterfølgende fik jeg jobs i forskellige store organisationer, hvor jeg blev virkelig god til Excel og Excel-makroer, som ledte mig til automatisering. I dag er jeg landet godt i en af Basicos servicelines, Finance IT Services (FITS), som senior manager og AI-lead. Og jeg har faktisk været tur-retur til Basico, da jeg også arbejdede her med automatisering tilbage i 2017-2019,” uddyber han. 

Vores snak kommer hurtigt til at handle om forandring og teknologi, hvilket understreger Lasses rolle her i Basico. Han har stor erfaring med at håndtere udfordringer i krydsfeltet mellem IT og forretning, proces og strategi. Derfor er Basico et ideelt sted for ham, da han bliver motiveret af at skabe forandringer i virksomheder og sikre, at de tilføjer forretningsmæssig værdi. 

“Jeg vil gerne gøre andre til en succes”

Selvom Lasse har været væk fra Basico i fire år, så er det ikke til at mærke. Han har virksomhedens værdier dybt forankret under huden og bringer sin personlighed i spil i sin måde at arbejde på. 

”Jeg kan ikke adskille mit personlige engagement og mine professionelle færdigheder. Det hænger sammen, og jeg lægger høj energi i en samtale, fordi jeg ønsker at gøre andre til en succes. Det er slet ikke Lasse mod verden, men tværtimod et spørgsmål om det, vi kan skabe sammen. Derfor har jeg det som blommen i et æg i Basico. Når vi laver transformationsprojekter, er vores ståsted også altid den andens – kundens – univers, fordi forandring skal forankres i virkeligheden og i fællesskab med andre,” fortæller han. 

Lasse understreger, hvor glad han er for at være tilbage i konsulenthuset, og hvad der gør os til så speciel en arbejdsplads: 

”Det unikke ved Basico er, at vi optimerer i det, der kaldes ‘Brownfield’, hvor vi er aktivt bevidste om, at der allerede findes noget i forvejen, når vi påbegynder et projekt. Det fundament betyder, at vi skal begynde med forståelse og derigennem opnå et grundlag for forandring. Du har kun impact, hvis du er bevidst om, at du impacter noget, plejer jeg at sige. Samtidig er alle i Basico knivskarpe, og det er sjældent, at jeg har det så sjovt med mine kollegaer, samtidig med at mine projekter spiller max. Og det viser virkelig, hvilken form for hus vi er.”

“Derudover så synes jeg, at min leder, Jacob Poulsen, er en af de mest udviklende chefer, jeg har haft. Vi havde nærmest en telepatisk jobsamtale og skrev de samme noter ned undervejs,” fortsætter han med et smil. 

Klare rammer og produktive benspænd er nøglen til Lasses arbejdsgang

Lasse forklarer, hvordan han ofte har haft en åben rolle i de stillinger, han har besat – forstået på den måde, at han selv har været med til at definere indholdet af dem. Dog har han lært, at han fungerer godt med klare rammer, forbehold og produktive benspænd: 

”Det er faktisk svært for mig, hvis jeg har helt frie tøjler, fordi jeg har så meget energi og er så nysgerrig. Jeg tænker hurtigt. Jeg taler meget. Derfor skal jeg vide, hvor jeg skal kanalisere al min energi hen, og det gør mig skarpere at kunne arbejde på et fælles fokus.” 

”Lige nu er jeg i gang med at definere vores kommercielle produkter inden for AI, og vi er i gang med at rammesætte, hvordan vi skal lede forandring med AI i Basico. Det er ikke sat i sten endnu, men det er en spændende proces. Det er et produkt, der løbende udvikler sig, som vi skal blive bedre til – hele tiden,” fortæller Lasse. 

"Og så afholder jeg også præsentationer om AI, deltager i netværksmøder med vores AI-framework, og jeg elsker at stå på scenen. Det er ikke kun for at vise vores tekniske viden, men også for at sikre, at vores budskaber har den rette tekstuelle forståelse og giver mening på markedet. Præsentationer er på den måde en test i forhold til, om det, vi siger, giver mening i virkeligheden? Derudover arbejder jeg med business development i vores FITS-serviceline, hvor vi arbejder i spændingsfeltet mellem finans og IT, hvor mit fokus er integration af IT,” uddyber han. 

Sin egen AI podcast – The only constant 

”Her i slutningen af november har jeg også søsat min egen podcast, The Only Constant, som er noget, jeg har drømt om at lave i flere år. Her inviterer jeg globale tænkere til en snak om AI, digitale udfordringer og muligheder. Podcasten er udviklet og produceret af mig selv, men sponsoreret af Basico, fordi den i kombination med mit arbejde giver Basico en relevant stemme i forhold til hele AI-agendaen,” siger Lasse. 

Billede af Lasse Rindom der interviewer til sin podcast

Følelsen af at være en del af noget større

Lasse fortæller, hvordan han er begyndt at bevæge sig væk fra sandhedssøgninger og i stedet fokuserer på, hvad der har betydning for ham. Og her understreger han, hvor vigtigt det er, at han skaber betydning eller glæde for andre mennesker – enten med teknologi, forandring eller en god far-joke. 

“Jeg tror på, at mennesker generelt finder lykke, når de skaber en mening med det, de laver. I princippet er jeg jo bare ligesom Jupiter – en planet, der bare er der. Jeg plejer at sige, at jeg og Jupiter er ligegyldige begge to, fordi vi er lige gyldige i det store billede. Men når jeg skaber en mening med det, jeg er, og det, jeg laver, så føler jeg, at jeg er en del af noget større,” forklarer Lasse og afrunder sin pointe med at fortælle om, hvordan han altid vender spørgsmål på hovedet og tør udfordre for at engagere, fordi engagement og tilstedeværelse er afgørende for at skabe lykken. 

”Og det er også sådan jeg ser mig selv som kollega, tror jeg. Måske kan jeg være lidt intens og forstyrrende nogle gange, men jeg afvejer det altid med en god far-joke og sørger derigennem for, at der er en sjov og livlig stemning omkring mig," griner han smilende. 

Det er gennem modstand, vi udvikler os og vokser

Inden vi afslutter samtalen, deler Lasse en vigtig overbevisning: Hans liv er ikke bygget på bekvemmeligheder. Han ser ikke efter lette veje, for det er netop i udfordringerne, at han finder størst glæde og tilfredshed. En indstilling, der minder os om, at det er gennem modstand, vi vokser og opnår vores største resultater.

”Jeg elsker mit liv, men det må gerne være udfordrende. Ellers udvikler du dig ikke. Den samme passion og vækst præger mine samtaler med min familie, mine kollegaer og min omgangskreds. Jeg elsker at kaste mig ud i dybe og udfordrende samtaler om litteratur, filosofi og teknologi, og det er netop her, vi får ny inspiration og udvikling,”

Billede af Lasse Rindom

”Og så husk på at søge efter det, der giver mening for dig. Jeg har jongleret imellem alt fra digte, historik, kodestreger og algoritmer til at lede digital transformation hos Basico. Derfor kan uforudsigelige veje skabe exceptionelle resultater,” afrunder Lasse vores snak. 

Er du nysgerrig efter mere? 

Synes du, at Lasses karrierefortælling er interessant, og vil du vide mere om, hvad Basico har at byde på? Så sving forbi vores åbne stillingsopslag, eller besøg vores faglige blog, der er spækket med interessante kundecases. 

Kontakt os