Kristian Schøning falder efter eget udsagn jævnligt ned i kaninhullet. Herfra nørder han utrætteligt den nyeste teknologi, indtil han er klar til at bringe sin viden i spil som manager i Basicos ERP-team. Kendetegnende for Kristian er nemlig hans smittende faglige begejstring, beslutsomhed og selvindsigt. For det her er også en fortælling om at rejse sig, når livet slår en kolbøtte.
Kristian Schøning lagde minutiøst tallene sammen, når der skulle snoldes fredagsslik på tanken, så han ramte præcis de ti kroner, han havde fået af sin far. Kristians far så, at han havde en helt særlig interesse for tal, og begyndte at involvere ham i driften af sin virksomhed:
“Jeg gik måske i sjette klasse, da min far begyndte at lægge revisors udkast på virksomhedens årsregnskab foran mig. Hvad ser du? Hvad læser du? sagde han, og så gik jeg i gang med at nærstudere. Så da virksomheden skulle flytte økonomisystem, lavede jeg masterdata-migrering.
Jeg var også med til lageroptælling med revisionen og alt muligt meget hands-on, og det, jeg laver i dag i ERP-teamet, bygger meget videre på det. Det handler jo netop om at kunne skabe det rigtige overblik, men også om at forstå tal og systemer.
Det var egentlig den helt spæde begyndelse på, at jeg oparbejdede en ekspertise inden for noget så tungt og komplekst som ERP,” fortæller han.
Kristian tog en HHX og elskede virksomhedsøkonomi og finansiering. Derefter var han et smut forbi HA-almen, men endte med at droppe ud for at gøre det, han egentlig drømte om, nemlig at blive revisor. Han fik en stilling som trainee i Deloitte, og så var skinnerne egentlig lagt. Han knoklede derudaf og elskede både tempoet, kulturen og aftnerne på kontoret. Herfra kunne Kristians karriere være gået slag i slag. Men så tog livet en uventet drejning.
Hvad er ERP?
ERP står for Enterprise Resource Planning. Det er en type software, der bruges af virksomheder til at håndtere og integrere deres kerneforretningsprocesser i én samlet platform. ERP-systemer hjælper med at forbedre effektiviteten, reducere omkostninger og give et samlet overblik over virksomhedens aktiviteter. Det er derfor, vi i Basico refererer til ERP som “virksomhedens rygrad.” Som konsulent skal du derfor forstå og favne bredt inden for alt fra databasestruktur og finansprocesser til change management og projektledelse (stakeholder management). Det er komplekst.
Revisordrømmen skal pludselig tages op til revision
Netop som Kristian løber allerhurtigst og har allermest optur over målet som statsautoriseret revisor, bliver der trukket hårdt i bremsen.
“Der sker det, at jeg skal ind på kontoret, hvor jeg har virkelig høj feber og faktisk besvimer. Jeg slår mit hoved og får en meget slem hjernerystelse, som gør, at jeg selvfølgelig må sygemelde mig. Så change of plans. For det harmonerer rigtig dårligt med at være ungt karrieremenneske i Deloitte og arbejde mange timer om ugen.
Så jeg måtte finde på noget andet. Der gik faktisk nogle år, hvor jeg var meget præget af det, og hvor jeg måtte tage revisordrømmen op til revision. For jeg var i tvivl om, om jeg nogensinde ville kunne sidde bag en computerskærm igen.
Der sker så det, at jeg mødes med nogle gamle Deloitte-kolleger, og en af dem er regnskabschef i en mindre virksomhed, som hun gerne vil have mig ind i. Her har jeg mulighed for at arbejde under nogle andre rammer i en periode, hvor jeg kan starte stille og roligt op igen. Den virksomhed var ikke digitalt automatiseret, men jeg fik lov til at starte fra en ende af med at automatisere deres processer. Så videre til webshoppen og rundt i andre afkroge af virksomheden for at skabe struktur, optimere på deres ERP-system, opbygge BI-rapportering og den slags.
Jeg fungerer sådan, at hvis der er noget, der virkelig interesserer mig, så kan jeg godt finde på at bruge min fritid på at nørde det, indtil jeg forstår løsningen. Og det var jo mit held, at jeg havde en legeplads her, for det blev også her, jeg byggede på de kompetencer, jeg bruger i Basico. Det her med koblingen mellem det finansielle og det strukturerede i at forstå og arbejde i IT-systemer.”
Og netop som Kristian havde fundet sit sweet spot imellem finans og IT, opstår der endnu en mulighed. Basico banker på, og Kristian ender i Finance IT Services (i Basico-lingo kaldet FITS), hvor han i skrivende stund har været i tre år.
FITS er et sted for the misfits mellem finans og IT
“Selvom jeg var virkelig glad for, at der opstod en mulighed hos Basico, var jeg også lidt bange for det. For da jeg lavede det skift, besluttede jeg mig meget firkantet for, at jeg gerne vil leve af den værdi, jeg skaber, og ikke den tid, jeg lægger. Og det skabte selvfølgelig noget konflikt i mig, fordi vi er et konsulenthus og sælger kundetimer.
Når jeg så alligevel endte i Basico, var det, fordi jeg virkelig savnede kolleger, der var lige så vilde med koblingen mellem finans og IT som mig. Altså fællesskabet omkring fagligheden og den sparring, du har mulighed for at få, når du er et helt team, der brænder for det samme. Jeg købte også ind på tempoet og alsidigheden. Du opbygger virkelig perspektiv, når du eksponeres for mange typer af kunder med mange typer af udfordringer.
Derfor var det jo fedt at finde ud af, at der fandtes et sted som Finance IT Services i Basico. For når vi har samtaler med kandidater, så snakker vi nogle gange om, at det her er jo stedet for “the misfits;” vi kan finans, men det er ikke rigtig det, vi synes er sjovt. Omvendt er vi heller ikke så rene IT-profiler, at vi vil arbejde som IT-konsulenter. Den kobling findes ikke mange steder. Så følte jeg mig virkelig hjemme, fordi der er plads til den skæve faglighed.
Da jeg starter, implementerer Basico ikke ERP for kunder. Det er blevet bygget op i løbet af de sidste tre år, og nu vælter det ind med opgaver. Det, der er svært ved ERP, er, at du ikke kan uddanne dig til det. Du skal vide rigtig mange ting om rigtig meget både i dybden og bredden. Du skal forstå IT og databasestruktur, men du skal også forstå finans. Og du skal forstå supply chain, moms, told og skat, debitorbogholderi, kreditor-bogholderi, kunderejsen og meget mere.
Og det er bare den tekniske del. For du skal også kunne stille dig op og holde en workshop og tegne hele processen, så kunden forstår, hvor ERP-projektet tager dem hen. Så ERP er også projektledelse, change management og rigtig meget stakeholder management. Men det er også det, der gør det virkelig spændende og udfordrende. For du når aldrig til et punkt, hvor det bare er nemt. Det er noget, du bliver god til ved at nørde det og bruge din nysgerrighed.”
Hvis Kristian skal forklare ERP til sin bedstemor
Forestil dig, at du er vild med crossfit og derfor starter en webshop, hvor du sælger håndvægte via din hjemmeside. Forretningen vokser, men hurtigt opstår udfordringer: Hvor mange håndvægte har du egentlig på lager, og hvornår skal du bestille den næste batch? Hvordan holder du styr på leverandører, fragt, og produktionsomkostninger? Hvad tjener du reelt efter alle udgifter?
Pludselig sidder du med komplekse regnestykker og data spredt ud over Excel-ark og forskellige systemer. Her kommer ERP-systemet som din bedste ven. Det samler nemlig alt i ét system, så du får overblik over lagerbeholdning, drift, indtægter, udgifter og meget mere. Det konsoliderer din forretning ved at sikre, at du arbejder med de rigtige data – din virksomheds rygrad, der binder det hele sammen og skaber overblik. Uanset om du sælger håndvægte, driver en webshop eller arbejder som konsulenthus, giver et ERP-system dig den indsigt og struktur, du har brug for til at styre din forretning effektivt og profitabelt.
“Det er i høj grad forarbejdet, jeg synes er spændende. Når jeg sidder med virksomhedens stakeholders og bliver klogere på, hvad de ønsker at opnå, og hvad det er, de ikke kan i dag. Der hvor vi sætter målsætningerne og kortlægger planen for at nå dertil. For hvis vi gør det godt, så har vi jo bidraget til, at Danmark bliver en stærk virksomhed rigere. Så er vi med til at tegne fremtiden for de virksomheder, vi sidder med, og det synes jeg, er virkelig fedt. Og jeg er stolt af det ansvar, vi tager sammen med vores kunder.
ERP er kernesystemet i finans. Det er her alle transaktioner ender før eller siden. Så når du er inde og rode ved det, åbner det jo døren til alt muligt andet, og så opstår der andre spændende projekter. På den måde er ERP fundamentet for den videre rejse, og det er sjovt.”
Et godt råd fra nutids-Kristian til fortids-Kristian
Slutteligt er jeg selvfølgelig nødt til at høre, om Kristian har et godt råd, han har lyst til at dele.
“Man kan have en plan, men så kommer der en curveball ind fra højre, som er ekstremt hård i momentet, men som giver mening senere. For uden min hjernerystelse havde jeg ikke lært at passe på mig selv i så ung en alder og sige fra. Det var dyre lærepenge, men jeg er også glad for det i dag.
For jeg ved godt, når jeg trænger til ferie, og jeg prioriterer træning, gåture og en tur i badeklubben benhårdt ‒ især i travle perioder, hvor det er nemmere at vælge det fra.
Jeg havde så meget fart på i starten af min karriere og blev sat i bakgear fra det ene øjeblik til det andet. På det tidspunkt følte jeg, at det var slut. Når jeg kigger tilbage nu, ti år senere, så tror jeg, at jeg undervurderede, hvad man kan nå over lang tid. Så mit bedste råd er nok også at huske at slappe lidt af og nyde livet undervejs, selvom der er drøn på ambitionerne.”
Hvordan sikres læring fra ét ERP-projekt til et andet?
I dag består Basico af et helt ERP-team af finans- og IT-konsulenter, der løbende opdaterer organisationens viden ved at:
Dokumentere: Der struktureres, sættes standarder og skabes skabeloner, som bruges til at udvikle en best practice.
Evaluere: ERP-teamet evaluerer løbende projekter og processer for hele tiden at blive klogere på, hvad der fungerer, og hvad der kan optimeres.
Lære: ERP er et felt, der kræver fordybelse til at tilegne sig ny viden.
Er du nysgerrig efter mere?
Synes du, at Kristians karrierefortælling er interessant, og vil du vide mere om, hvad Basico har at byde på? Så sving forbi vores åbne stillingsopslag, eller læs om Basico.