En ansøgning er for mange djævlens svær. Den skal nemlig vække en virksomheds interesse for dig som kandidat, og du skal vise på én enkelt side, at du er et godt fagligt match.
Så lad os begynde fra begyndelsen af!
1. Find det sprog, du skal tale for at blive hørt
Inden du kaster dig over ’skrivemaskinen’, kan du med fordel lave lidt research om virksomheden for at finde ud af, hvilken tone og hvilket sprog du skal bruge i din ansøgning.
Googl dig frem, og analyser virksomheden ud fra dens forskellige kanaler og platforme: Hvordan kommunikerer de på deres hjemmeside? Hvordan er tonen i stillingsopslaget? Er den formel eller uformel?
Det kan nemlig give dig en rigtig god indikation af, hvordan virksomheden er, og hvilket sprog du kan bruge.
Og her kan du faktisk også vælge at gå to veje.
Du kan nemlig enten gå strategisk til værks ved at spejle virksomhedens sprog eller gå din egen vej for at skille dig ud.
Er virksomhedens sprog meget formelt, samtidig med at de søger en kreativ profil, kan det fx give god mening at 'turde' skrive mere uformelt.
2. Få styr på de vigtigste nøgleord
Efter din research om virksomheden er det tid til at analysere stillingsopslaget.
Find en blok frem, og få styr på de vigtigste nøgleord i stillingsopslaget. Er der ord, der gentages? Hvilke temaer fremgår? Bliver fx 'teamplayer' eller 'kreativ' ofte nævnt, er det sandsynligvis nogle af de egenskaber, som virksomheden især lægger vægt på.
Samtidig kan du også bruge din analyse til at afdække de behov, virksomheden har.
Husk at være opmærksom på, at der kan forekomme ’hurra-ord’ – altså abstrakte værdiord. Sproget i dansk ledelses- og virksomhedskommunikation kan nemlig være fyldt med meningsløse fyldord og unødvendige engelske vendinger såsom 'markedsførende firstmover' eller 'agil, holistisk og kundecentrisk virksomhed'.
Derfor skal du som ansøger være god til at fylde substans i dem. Hvad forstår du fx ved at være teamplayer i en virksomhed, og hvordan agerer du som en, når du løser dine opgaver?
Nøgleordene kan samtidig ikke stå alene, og nogle gange giver det også bedre mening kun at udvælge en håndfuld for at skabe en rød tråd i ansøgningen.
3. Uddyb din motivation med konkrete eksempler
Hvorfor søger du netop det her job? Og hvorfor i lige denne virksomhed?
Din faglige og personlige motivation for jobbet skal gennemsyre hele din ansøgning, da din kommende arbejdsgiver gerne vil være sikker på, at du er oprigtig interesseret i jobbet. En måde, du kan skille dig ud på, er ved at have en stærk og velbegrundet motivation, der kan ses og mærkes. Selv gennem et Word-dokument.
Det skal du bringe i spil fra begyndelsen med de nøgleord, du har skrevet ned på din blok.
Bring din faglige motivation i spil: Hvordan kan du skabe værdi for virksomheden?
Beskriv de opgaver i stillingsopslaget, du bliver fagligt motiveret af. Har du fx erfaring med de opgaver, der beskrives? Eller måske har virksomheden lavet nogle projekter, du synes er spændende?
Din faglige motivation er typisk god at have i begyndelsen af din ansøgning. Så viser du allerede her, at du er et godt, fagligt match.
Men husk ydmygheden.
For du har naturligvis ikke en komplet forståelse af virksomheden – endnu. Så derfor er det en god idé ikke at antage for meget og at holde tingene på din egen banehalvdel.
Nu til din personlige motivation: Hvorfor er du et godt match?
Din personlige motivation handler om, hvordan du kan se dig selv som en del af virksomheden.
Det kan fx være en branche, du gerne vil være en del af, eller måske udstråler virksomheden en særlig kultur, som tiltaler dig. Husk at give konkrete eksempler på, hvordan du kan opfylde virksomhedens behov, og at inkludere nøgleordene.
Det kan være en god idé at flette din personlige motivation ind i slutningen af din ansøgning, da det er en dejlig positiv note at slutte af på – og samtidig sikrer du, at dine bløde værdier står frisk i erindringen hos din forhåbentlig kommende arbejdsgiver, og at det giver dem lyst til at lære dig bedre at kende.
4. Undgå, at din tekst bliver en mur af ord
NU er det snart tid til at skrive din ansøgning.
Men … du skal først finde din indre Marie Kondo frem, da du skal indtænke struktur og orden i dit layout for at gøre din ansøgning overskuelig og let at afkode for din modtager.
For hvis du opbygger en uoverskuelig mur af tekst, vil din læser sandsynligvis bladre videre til den næste ansøgning i bunken.
Derfor kan du med fordel stramme din tekst op med følgende teknikker:
Fang din læsers opmærksomhed med en god overskrift …
Det er nemlig ligesom et neonskilt, der skal fange din læsers opmærksomhed. Overskrifter skal være spitzenklasse, da du på én linje skal svare på, hvorfor virksomheden skal vælge netop dig.
Og det er tricky.
Men lad os prøve at hjælpe dig godt på vej.
For at skabe en uimodståelig overskrift kan du sørge for at strikke en fordel eller et udbytte ind i din overskrift, så din kommende arbejdsgiver ved med det samme, hvad du har at byde ind med.
Tag derfor udgangspunkt i dine faglige eller personlige kompetencer, og tal ind til det behov, virksomheden har. Fx ”Nytænkende og passioneret grammatikhaj søger stilling som tekstforfatter”.
… og fasthold opmærksomheden med underoverskrifter.
Underoverskrifter kan hjælpe dig med at få din læser på krogen og gøre din ansøgning mere indbydende, så snig gerne to-tre underoverskrifter ind i din ansøgning.
Her skal du igen have fingrene i din blok med nøgleord og highlighte et par fordele ved at vælge netop dig.
Et eksempel på en sådan underoverskrift kunne være: 'Solide kompetencer inden for controlling og driftsøkonomi'.
Men 'at the end of the day' er det allervigtigste, at de skal være let-afkodelige.
5. Skriv til et menneske og ikke en virksomhed
Husk, at det altid er et menneske, der skal læse din ansøgning – også når den skal uploades til noget så upersonligt som et corporate HR-system.
Derfor er det vigtigt at gøre teksten indbydende og let at læse. Det kan du bl.a. gøre ved at anvende aktivt sprog og skrive i øjenhøjde med fokus på at bruge relevante fagudtryk.
Fx: ”Jeg kan drive projekter, der bliver færdige til tiden, uden at det overskrider deadline eller budget”.
Og ikke:
”Ansøgeren er besiddende egenskaber til at drive projekter i overensstemmelse med deadlines”.
Du kan godt se, at den første sætning var nemmere at afkode end den anden, ik'?
Vi håber, at denne lille artikel har givet dig et inspirationsspark til din skriveproces.
Held og lykke med din ansøgning!
Vil du vide mere om karrieremulighederne i Basico?
Du kan læse om de forskellige karrieremuligheder i Basico her, og her kan du se vores ledige stillinger.