Linkedin

Styrk dit personlige brand på LinkedIn – uden at bruge oceaner af tid på at holde dig ajour

Læsetid: 7 minutter

KARRIEREMAILEN
Giver dig nys om åbne stillinger, artikler om konsulentlivet og guldkorn til jobjagten.
TILMELD DIG
Julie Berger-Schøn

Julie Berger-Schøn

Senior Communication Consultant

05. februar 2025

Seks eviggyldige tips til en stærk LinkedIn-profil 

LinkedIn er verdens største erhvervsorienterede sociale medie, som kan være en smutvej til både at udbygge dit netværk og finde drømmejobbet. Platformen er også et oplagt sted at bedrive personlig branding, da kanalen giver dig en god mulighed for at sætte dig selv i spil som faglig ekspert. I denne artikel får du derfor seks eviggyldige og let implementerbare tips til en stærk stemme på LinkedIn. 

 

Ligesom mange andre ting på sociale medier er den bedste praksis for personlig branding under konstant udvikling. Derfor er det en god idé, at du holder dig opdateret om de nyeste tendenser og algoritme-hacks, hvis personlig branding på LinkedIn er relevant for dig.  

Men mindre kan også gøre det.  

Vi giver dig i dette blogindlæg et par tommelfingerregler, du altid kan anvende, hvis du gerne vil styrke dit personlige brand, skabe professionelle relationer og pleje dit netværk – uden at du skal bruge al din tid på at holde dig up-to-date med de seneste LinkedIn-luner: 

1. Dit produkt er dig selv 

Hvis du vil skabe et stærkt personligt brand på LinkedIn, er det vigtigt, at du skiller dig ud fra mængden. Det kræver, at du skaber en tydelig ’karriereidentitet’ og kommunikerer dét, som du brænder for inden for dit felt. 

For er der noget, der skaber følgeskab, er det unikke og passionerede stemmer, og det får du ved at vise, hvem du er. 

Start med at stille dig selv dette spørgsmål: ”Ved jeg, hvad min karriereidentitet er?” 

Ikke din jobtitel, men dit unikke ry og dine særlige talenter. Det er nemlig dem, der gør, at du skiller dig ud fra mængden. 

Og den branding, der virker og har en positiv effekt på dit omdømme, er den, der er autentisk og ikke viser et glansbillede af dig selv. Det handler om at turde kommunikere personligt om det lette, det sjove og det svære, fordi det skaber et billede af dig som menneske. 

2. Du skal have en opdateret profil 

Den mest almindelige fejl, som LinkedIn-brugere begår, er faktisk, at de glemmer at vedligeholde deres profil.  

LinkedIn er dit digitale visitkort, da rekrutteringsfolk, virksomheder og dit netværk har direkte adgang til din profil. Der er benhård konkurrence derude, så det er vigtigt, at din profil er opdateret, skiller sig ud og fremmer dit personlige brand. 

Fremhæv derfor gerne dine talenter på en måde, der viser, hvad der er karakteristisk ved dig og din essens som person. 

Det kan fx være dine arbejdsstyrker, præsentationer, dit image, din passion og dine personlighedstræk. 

Du kan bruge følgende tjekliste for at sikre, at din profil er up-to-date:

  • Tilføj et professionelt profilbillede og coverbillede. Så modtager du nemlig op til 9 gange flere anmodninger om at oprette forbindelse og 21 gange flere profilvisninger.
  • Tilføj din branche, da mere end 300.000 personer søger efter det hver uge.
  • Skriv et fængende resumé, der giver dit netværk et indblik i, hvem du er.
  • Beskriv din erhvervserfaring, da det giver op til 5 gange flere forbindelser og 8 gange flere profilvisninger.
  • Brug din overskrift fornuftigt, da din LinkedIn-overskrift er profilens vigtigste 120 tegn. Hold den simpel, og brug den til at forklare, hvad du laver, og hvordan du skaber værdi. 

     

3. Du skal have en aktiv tilstedeværelse 

Personlig branding på LinkedIn handler bl.a. om at kommunikere personlige og faglige værdier, interesser og kvalifikationer. 

Og det kan du gøre på forskellige måder ved at: 

  • skrive dine egne opslag
  • kommentere på andres opslag
  • like opslag. 

Men … LinkedIns algoritme er tricky. 

Du skal nemlig vise løbende engagement og aktivitet, da algoritmen kvalitetsvurderer dig, og det har fx betydning for, hvor meget dit opslag bliver eksponeret. 

Faktisk er 10-15 minutter om dagen nok til, at dine opslag kan blive boostet, og at din profil bliver eksponeret for flere. 

Når du laver et opslag, vil det ikke blive vist i hele dit netværk, og i første omgang er det kun en udvalgt flok, der får æren af at læse det. 

Derfor er det en god idé at være aktiv, inden du poster, da det højst sandsynligt vil booste dit opslag og sikre dig digital medvind. 

Desuden er det vigtigt, at du fanger læserens opmærksomhed med det samme. Så sørg for, at dine opslag spiller spitzen-klasse, så du opbygger dit troværdige fundament fra starten. 

På den måde skaber du også størst værdi i dit netværk. 

4. Dine anbefalinger betyder noget

Som CEO for dit eget personlige brand er det din opgave aktivt at opbygge og forme et tiltalende omdømme. 

Derfor er det essentielt, at du bliver anerkendt for dine færdigheder og får anbefalinger på baggrund af dit arbejde. 

  • Dine færdigheder: Find ud af, hvilke færdigheder der er vigtigst for at styrke dit personlige brand. LinkedIn viser nemlig de tre mest anerkendte færdigheder hos hver bruger.
  • Dine anbefalinger: Bed en kollega eller andre i dit netværk om at skrive en til dig. I anmodningen kan du notere, hvad du gerne vil have, at de skal dække, og skrive et par linjer, de nemt kan kopiere og poste på din profilside. Anbefalinger er vigtige ift. potentielle kunder eller fremtidige medarbejdere, og de kan også ses, når du bliver googlet. Du skal op på ca. fire anbefalinger, før Google viser dem. 

5. Opdater din URL  

Noget af det vigtigste på LinkedIn er, at du er til at finde! Derfor skal du tjekke den URL ud, der tilhører din profil. 

Når du opretter en LinkedIn-profil, bliver du nemlig tildelt en URL, der indeholder en masse tal. Så det er en god idé at gøre din URL personlig og ændre den, så det bliver nemmere at finde dig. 

Det kan du gøre ved at: 

  1. gå ind på din LinkedIn-profil
  2. klikke på ’rediger offentlig profil og URL’
  3. klikke på redigeringsblyanten ved adressen og skrive en ny URL. 

6. Husk at udnytte potentialet i AI  

Sidder du foran tastaturet, klar til at skrive et opslag, men er gået i stå, fordi ordene ikke flyder? Måske har du en idé, men har svært ved at formulere den, eller måske ved du slet ikke, hvor du skal starte. Så brug en AI, der kan hjælpe dig godt på vej. Brug AI som en kreativ sparringspartner og få inspiration, struktur og formuleringer.  

Det kræver blot, at du lærer at skrive gode prompts – altså de beskeder, du giver AI’en for at få relevante svar. 

For eksempel kan du skrive: "Hjælp mig med at formulere et LinkedIn-opslag, hvor jeg annoncerer, at jeg har fået job hos X. Opslaget skal være velformuleret, modtagerorienteret og bevare en professionel tone."  

Men husk, AI er et værktøj, ikke en erstatning for din egen stemme. Den kan komme med forslag, men det er vigtigt, at du gennemgår teksten, tilpasser den til din egen stil og faktatjekker indholdet – AI kan nemlig finde på at "hallucinere" og generere unøjagtige oplysninger. Så brug AI som en sparringspartner – ikke en erstatning. 

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om karrieremulighederne i Basico? 

Du kan læse om de forskellige karrieremuligheder i Basico her, og her kan du se vores ledige stillinger.