Kontraktgennemgang topper listen over tidskrævende opgaver i de fleste juridiske afdelinger. Paradoksalt nok er det ofte den mindst værdiskabende del af processen, der tager længst tid. Men dine jurister kan bruge AI som et værktøj, der sparer mange timers arbejde – uden at gå på kompromis med kvaliteten.
At kontraktgennemgang er så tidskrævende en opgave skyldes både, at dine jurister sandsynligvis behandler rigtig mange kontrakter, og at hver enkelt kontraktgennemgang ofte i sig selv er tidskrævende.
Og når den juridiske funktion er presset af opgaver, der hele tiden vokser i både omfang, volumen og kompleksitet, er det forståeligt, hvis dine jurister nogle gange bliver lidt fjerne i blikket, når der lander endnu en mastodont-kontrakt på deres bord.
Men sådan behøver det ikke være.
AI som en drømmefuldmægtig for dine jurister
Hos Basico har vi erfaret, at AI kan tage et væsentligt slæb i kontraktgennemgangen uden at gå på kompromis med kvaliteten af arbejdet – og det har vi set effekt af i vores arbejde med juridiske teams.
Dine jurister kan bruge AI til at danne det vigtige overblik over indholdet i en kontrakt – hvad er acceptabelt, hvad skal som minimum overvejes internt, og hvad skal forhandles? For i en kontrakt på mere end et par sider er det en opgave, der kan tage endog rigtig lang tid.
På den måde kommer AI’en til at fungere som dine juristers drømmefuldmægtig – den grundige medarbejder, der kan lave den første, systematiske gennemlæsning og servere resultatet på et sølvfad.
Men også medarbejdere ude i forretningen vil kunne bruge AI til at lette Legal-funktionens arbejdsbyrde på kontraktområdet. For i mange virksomheder bliver Legal involveret i opgaver, der strengt taget ikke kræver juridisk ekspertise.
Ofte vil fx en sælger eller et medlem af udviklingsteamet selv kunne forhandle de fleste enkle kontrakter, men den løsning ser vi sjældent i praksis – simpelthen fordi der ikke er nogen ude i forretningen, der har lært at forholde sig til indholdet i en kontrakt. I stedet ser vi ofte, at Legal bliver involveret fra begyndelsen, for en sikkerheds skyld – eller at forretningen slet ikke forholder sig til det juridiske og bare underskriver en “terms and conditions”.
Med AI vil medarbejderne selv kunne håndtere mindre kritiske kontrakter selvstændigt eller vurdere om – og hvornår – Legal skal involveres.
Konservativt sat anslår vi, at det frigør fem timer om ugen pr. jurist, der arbejder med kontrakter og kontraktforhandling. Et mere realistisk bud er måske nærmere 10-15 timer, men vi vil hellere love for lidt end for meget.
Tillid skal opbygges gradvist
Men selv det bedste værktøj skaber ikke værdi, hvis det ikke bliver brugt. Og dine jurister kommer ikke til at bruge et værktøj, de ikke stoler på.
Vi har oplevet, at juristers tillid til AI vokser i takt med, at de ser konkrete eksempler på, hvordan AI identificerer risici og opmærksomhedspunkter i kontrakter. Derfor anbefaler vi en fremgangsmåde, der appellerer til juristers naturlige skepsis:
I begyndelsen gennemgår juristen selv kontrakterne – og sætter AI’en til at gøre det samme sideløbende. Herefter sammenligner juristen sin egen gennemgang med AI’ens og har særligt fokus på der, hvor AI’en finder ting, vedkommende selv har overset. Næste skridt er, at AI’en tager føringen, mens juristen tjekker efter. Efterhånden vil juristen få tillid nok til at lade AI’en klare opgaven selvstændigt.
For I vil hurtigt opdage, at AI finder mere i kontrakten, end juristen selv ville have gjort.
Mere end bare tidsbesparelse
Men at bruge AI til kontraktgennemgang er mere end bare en måde at spare tid – det er en del af den systemunderstøttelse, der skaber fundamentet for en velfungerende juridisk afdeling. Når vi taler om at optimere Legal som funktion, handler det bl.a. om at lade teknologi aflaste de rutineprægede opgaver.
For målet er ikke at erstatte jurister, men at lade dem fokusere på det arbejde, hvor de skaber mest værdi.
Velfungerende systemunderstøttelse handler nemlig om at skabe struktur og forudsigelighed i arbejdsgangene, og ved at automatisere dele af jeres kontrakthåndtering får I bedre kvalitet, færre fejl og en juridisk funktion, der kan skalere sammen med forretningen.
Det frigør ikke bare tid – det skaber også klarhed over, hvor jeres jurister skaber mest værdi. I stedet for at bruge dyrebare timer på at læse sig igennem standardklausuler og identificere afvigelser kan dine jurister fokusere på strategisk rådgivning, kompleks risikovurdering og forhandlinger, der kræver juridisk dømmekraft.
Skal AI frigive tid i din juridiske funktion?
Kontakt os, hvis du vil have hjælp til at opsætte en AI-løsning til kontraktgennemgang i Legal – eller sparring på dine muligheder for at bruge AI til at skabe værdi i din virksomheds juridiske funktion.