Basico Den Rette Rekrutteringspartner Din Noegle Til Langsigtet Succes

Den rette rekrutteringspartner – din nøgle til langsigtet succes

Læsetid: 6 minutter

FÅ INSPIRATION
Tilmeld dig vores nyhedsmail, og få et fagligt indspark med substans direkte i indbakken.
TILMELD
Sofie Emilie Hjortskov Do

Sofie Emilie Hjortskov Do

Senior Research Consultant

15. januar 2025

Din rekrutteringspartner er ikke bare en leverandør af kandidater – men også en vigtig strategisk rådgiver for dig og din virksomhed.  

Valget af de rette kandidater er nemlig med til at understøtte din virksomheds vækst og succes, og det betyder, at en vellykket ansættelse også er et langsigtet bidrag til din organisations udvikling. Men hvordan vælger du en rekrutteringspartner, der forstår både din virksomhed og markedets krav? 

Det stiller vi skarpt på i denne artikel og giver dig fem konkrete spørgsmål, du kan stille dig selv i processen med at vælge den rigtige rekrutteringspartner. 

1. Har din rekrutteringspartner den rette brancheindsigt og faglige forståelse? 

En kompetent rekrutteringspartner besidder ikke kun teknisk kunnen inden for rekruttering, men forstår også din branche og dens udfordringer.  

Det omfatter bl.a., at de har indsigt i: 

  • Hvilke specifikke udfordringer og muligheder, der eksisterer i dit marked.
  • Hvordan I kan balancere mellem ufravigelige kompetencer og udviklingspotentiale. 

Spørg gerne efter konkrete eksempler på tidligere succesfulde rekrutteringer inden for din branche. Gennemgå, hvordan de har matchet kandidater med tilsvarende roller, og hvordan deres brancheindsigt har skabt værdi.  

2. Kan din rekrutteringspartner få alle relevante kandidater i spil – også de passive? 

Det er ikke sikkert, at det rette match til den pågældende stilling er blandt dem, der aktivt leder efter nye muligheder. Derfor er det vigtigt, at din rekrutteringspartner strategisk og målrettet kan kortlægge markedet for at identificere de rette profiler – uanset om disse profiler selv er aktivt søgende. 

Det kræver:  

  • En metodisk tilgang til at finde de relevante kandidater f.eks. via LinkedIn og øvrige relevante platforme  
  • Evnen til at aktivere sit netværk for at tiltrække passive kandidater.  

Derfor er det en god idé at spørge din rekrutteringspartner, hvordan de arbejder med search. Har de et solidt netværk?  

3. Kan din rekrutteringspartner finde det rette match til din virksomhedskultur? 

En succesfuld ansættelse handler om meget mere end bare de faglige kvalifikationer. Det er også vigtigt at se på, hvordan kandidaten vil passe ind i virksomheden – om der er et match i kulturen. Selv den dygtigste kandidat kan fejle, hvis vedkommende ikke trives i virksomhedens miljø. En rekrutteringspartner, der prioriterer kulturforståelse, kan hjælpe med at sikre, at der er et match mellem kandidaten og din virksomheds kultur.  

Det betyder, at din rekrutteringspartner tager sig tid til at:  

  • forstå din virksomheds værdier, vision, mission, mål, kultur, teamsammensætning, muligheder for udvikling i rollen mv. 
  • identificere kandidater, der både fagligt og kulturelt kan bidrage positivt til din organisation, og som du også er i stand til at støtte op om og udvikle.  

Du kan med fordel spørge ind til, hvordan din rekrutteringspartner vurderer kandidaternes kulturelle kompatibilitet med din virksomhed. Hvilke værktøjer og metoder benytter de sig af, og hvordan bruger de dem?  

4. Hvordan repræsenterer din rekrutteringspartner dit employer brand? 

Din rekrutteringspartner er broen mellem din virksomhed og talentmarkedet. Og derfor kan en rekrutteringspartner, der forstår og aktivt understøtter din employer branding, både hjælpe dig med at tiltrække topkandidater nu og her og med at styrke din virksomheds langsigtede tiltrækningskraft. 

Det kan fx være i form af:  

  • Positionering af virksomheden som en attraktiv arbejdsplads: Partneren skal forstå din virksomheds værdier, mission og kultur og være i stand til at formidle dem autentisk og inspirerende over for kandidaten. 
  • En professionel kandidatoplevelse: Der er meget at vinde ved at prioritere den positive kandidatoplevelse. Enhver interaktion med en kandidat er nemlig en mulighed for at efterlade et positivt indtryk, der kan gøre dem til ambassadører for din virksomhed. 
  • Fokus på langsigtet branding: En rekrutteringspartner, der aktivt arbejder med at styrke din virksomheds brand, hjælper ikke alene med den konkrete ansættelse, men bidrager også til at skabe en varig fortælling om din virksomhed som en arbejdsplads, hvor folk ønsker at være.  

Derfor er det en god idé at spørge din rekrutteringspartner, hvordan vedkommende arbejder med employer branding og håndtering af kandidater – også i en situation, hvor kandidaten skal have afslag. 

5. Hvordan bruger din rekrutteringspartner dybere indsigt  – stillings- og kandidatprofiler, test og analyse?  

En professionel rekrutteringsproces bygger på et solidt fundament af data og indsigt. Her har din rekrutteringspartner en række værktøjer til systematisk at vurdere potentielle kandidaters kompetencer – både under den indledende screening og til selve samtalen.  

  • Stillingsprofilen definerer ikke kun, hvad rollen indebærer, men afdækker også virksomheden, de strategiske mål, organisationssammensætningen og de personlige egenskaber, der er nødvendige for at få succes i stillingen. 
  • Kandidatprofilen går dybere end CV’et og fokuserer på at afdække både kandidatens faglige og personlige kompetencer. 

Derudover kan testværktøjer give relevant indsigt: 

  • Personligheds- og adfærdstest hjælper bl.a. med at vurdere kandidatens potentiale, samt hvordan kandidaten vil passe ind i teamet. Personligheds- og adfærdstest kan også hjælpe dig som ansættende leder i arbejdet med personlig udvikling af dine medarbejdere og onboarding og som ledelsesværktøj. 
  • Logiske tests giver et billede af kandidatens evne til at tænke strategisk og løse komplekse problemer.  

Spørg din rekrutteringspartner, hvilke metoder og test de anvender for at sikre det rette match – og ikke mindst, hvordan de bruger værktøjerne i mødet med kandidaterne. En kombination af analyse og erfaring vil bidrage til en dybdegående indsigt i kandidatens erfaring, personlighed og tekniske kunnen. 

Det gode samarbejde – en transparent proces og løbende dialog

 

Vores erfaring er, at en struktureret, transparent og løbende opdateret proces med en klar ansvarsfordeling, tydelige milepæle og realistiske forventninger giver de bedste betingelser for samarbejdet mellem dig og din rekrutteringspartner. 

Det indebærer bl.a., at I på forhånd – i tillæg til spørgsmålene fra denne artikel – afklarer eventuelle spørgsmål til rekrutteringspartnerens proces, såsom hvordan de sikrer kvalitet i udvælgelsen gennem interviews og test, samt hvilke trin processen omfatter, og hvornår du kan forvente at skulle på banen. 

Vælg en partner, der kan tilpasse sin proces til dine behov, men som samtidig har en klar proces, der skaber resultater.  

At vælge rigtigt er en investering i fremtiden 

Når du vælger den rette rekrutteringspartner, sikrer du ikke blot en vellykket ansættelse, men også et langsigtet bidrag til din organisations udvikling. En dygtig partner formår at finde de personer, der både skaber værdi og bidrager til din virksomheds kultur og strategi. 

Er du usikker på, hvad du skal kigge efter i en rekrutteringspartner, eller har du brug for sparring? Lad os tage en dialog – vi deler gerne vores erfaringer og tilgang til at matche de rette talenter med de rette virksomheder. 

Gitte Hjortskov Larsen
Gitte Hjortskov Larsen
Director
Bjarke Reffstrup
Bjarke Reffstrup
Director