Er du færdig med studiet til sommer? Og har du tusind spørgsmål om, hvordan du lander dit første job?
Så lad os guide dig.
Tre af vores graduates har nemlig stået i samme situation som dig og har navigeret i et hav af råd fra studiekammerater, familie og venner. Ikke nok med det: De har også skullet vurdere, hvilken retning de skulle bevæge sig i – og det kan være overvældende, når du sidder begravet i studiebøgerne.
Nogle har fulgt en snorlige sti, mens andre har taget en mere kringlet rute. Deres historier om at lande det første fuldtidsjob er altså vidt forskellige, hvilket vi håber kan inspirere dig i din egen søgen efter dit næste job.
Inden vi dykker ned i deres erfaringer, så får du lige vores første tip til din kommende ansøgningsproces.
Start din jobsøgning, mens du stadig studerer
At søge det første fuldtidsjob er for de fleste en rutsjebanetur af drømme, forventninger og succesoplevelser – krydret med utålmodighed og afvisninger. Det er de færreste, der lander drømmestillingen i første hug, så du skal indstille dig på, at processen kræver tid og indsats.
Netop derfor er det en god ide allerede at gå i gang med ansøgningsprocessen, inden du færdiggør din uddannelse.
En undersøgelse fra DJØF viser nemlig, at hele 40% lander det første job efter en-to måneder, hvis de påbegynder jobsøgningen inden dimissionen. Til sammenligning er tallet kun 11% for dem, der først begynder efter endt uddannelse.
Så hvis du foretrækker at have styr på jobsituationen, inden du dimitterer, skal jobjagten påbegyndes flere måneder, før din uddannelse er i hus. Det er ofte også den bedste timing i forhold til ledige stillinger rettet imod nyuddannede. De fleste større virksomheder og konsulenthuse begynder allerede at annoncere graduate-stillinger omkring jul, og derfor er januar og februar de bedste måneder at være aktiv på jobsøgningsfronten i.
Der er mange veje til dit første job – og ingen vej er ens
I Basico har vi ledige graduate-stillinger fra januar, indtil vi har fundet de kandidater, vi ønsker at ansætte. Og det kan føles som lang tid, når første arbejdsdag er efter sommerferien, men det er også værdifuldt at være i mål med din jobsøgning, inden din kandidatafhandling banker på døren. Det gælder især, hvis du har sporet dig ind på de stillinger, du ønsker at søge.
Mød Dalia – Planlægning gav ro i maven og noget at se frem til
Dalia tiltrådte som Consultant i Basico i foråret 2022 og begyndte jobjagten i god tid. Som næsten færdiguddannet cand.merc.aud. drømte hun om en hverdag med tal og regnskaber i rollen som konsulent. Dalia havde et studiejob i et mindre konsulenthus, og det førte hende i retning af CFO Services i Basico, hvor hun fortæller om sin vej til jobbet:
"Jeg begyndte på mit speciale med en lidt tom fornemmelse i maven. Jeg foretrækker at have alting planlagt, og tanken om ikke at vide, hvor jeg skulle hen efter studiet skræmte mig lidt. Og det var netop motivationen for, at jeg startede tidligt med at kigge på jobmuligheder. Da jeg først havde landet jobbet hos Basico, gav det en stor forløsning og ro i maven, fordi jeg havde noget at se frem til på den anden side af studiet." – Dalia, Consultant i CFO Services
Mød Jeppe – Studiejobbet banede vejen til en fuldtidsansættelse
Med et studiejob som Junior Consultant i Basicos CFO Services-team og en baggrund som cand.merc.FIR var en fastansættelse det oplagte valg for Jeppe, da han lukkede skolebøgerne sammen. Han stortrivedes i konsulentrollen hos Basico og ønskede derfor at arbejde fuldtid hos kunderne som Consultant. Derfor var det den ideelle overgang fra studerende til fuldtidsansat for både Jeppe og Basico, hvor Jeppe forklarer:
"Jeg begyndte som Junior Consultant i Basico, og jeg fik en fornemmelse af, hvordan hverdagen var som konsulent, og om branchen og opgaverne tiltalte mig. Jeg befandt mig hurtigt godt i rollen, og derfor tog jeg også snakken med min karrierecoach om mulighederne for at blive fastansat efter studiet. Den snak tog vi, lang tid før jeg skulle aflevere mit speciale, hvor både Basico og jeg kunne se en værdi i at blive fastansat i teamet. Det betød, at jeg ikke skulle tænke på min jobsituation efter studiet, hvilket gav mig ro i maven gennem hele specialeprocessen. Samtidig var jeg rigtig glad for at arbejde i Basico, og jeg har nogle motiverende opgaver og søde kollegaer, så derfor gav det også mening for mig at fortsætte på fuldtid frem for at lede efter et job et andet sted." – Jeppe Normann, Consultant i CFO Services
Mød Jonas – Netværket fra studietiden blev nøglen til det første job
En anden vej til dit fuldtidsjob er gennem dit netværk. Jonas kontaktede en tidligere studiekammerat, der arbejdede i CFO Services, for at høre om Basico og rollen som konsulent. Det resulterede i, at Jonas blev henvist til vores HR-afdeling. En ansøgning og et par jobinterviews senere kunne Jonas skrive under på kontrakten som Consultant i CFO Services, og han forklarer:
"Da jeg var i gang med mit speciale, prioriterede jeg ikke at undersøge stillinger for mit næste job, fordi jeg var i tvivl om, hvilke stillinger og brancher der vakte min interesse mest. Det ændrede sig, da jeg tog en snak med min studiekammerat, som arbejdede i Basico. Han fortalte om virksomheden, kulturen, rollen som konsulent samt de opgaver, han arbejdede med – og det fangede min interesse med det samme. Denne vej ind i konsulenthuset gav mening for mig, fordi jeg havde behov for viden om virksomheden og jobbet, inden jeg vidste, om jeg kunne se mig selv i det. Jeg ville derfor anbefale alle kommende graduates at bruge deres netværk til at navigere i jobjunglen, hvis de er i tvivl om, hvilket job de skal søge. Ræk ud og tag nogle uformelle samtaler med dem i dit netværk eller via LinkedIn, så du kan blive klogere på, hvilken vej der er bedst for dig. Bagsiden af det var dog, at det var lidt presset ikke at søge job, når flere af ens studiekammerater allerede havde fremtiden efter kandidaten på plads. Jeg havde bare behov for at tænke mig om en ekstra gang, inden jeg kastede mig ud i mit første fuldtidsjob – og det gik jo rigtig godt alligevel." – Jonas Rytter Ottosen, Consultant i CFO Services
Hav tålmodighed – den helt rigtige jobmulighed skal nok komme
Og husk på, at det ikke er sikkert, at du lander drømmejobbet i første hug, hvilket der kan være mange årsager til, og det er ganske normalt. Når du studerer, er alle dine år planlagt til punkt og prikke, hvor du ikke skal tage stilling til, hvad der skal ske efter sommerferien. Men når studiet er slut, er det dig, der styrer, hvordan din hverdag ser ud, og hvad der giver mening for dig at bruge tid på.
Derfor er det vigtigt at huske på, at du skal gøre det, der føles rigtigt for dig nu og her. Du får opbygget en masse erfaringer på dit første fuldtidsjob, hvor du bliver klogere på den retning, du gerne vil gå i. Når du udvikler dig og sporer dig mere ind på, hvad der giver mening for dig, så følger du den retning – og sådan har vi hver vores karrierespor.
Er du nysgerrig på karrieremulighederne hos Basico efter studiet, så tag et kig på vores ledige stillinger.
Held og lykke med jobjagten.
Føler du dig klar?
Vi stræber altid efter, at du som kandidat er bedst muligt forberedt forud for din jobsamtale i Basico. Vi tror nemlig på, at åbenhed om processen giver både dig og os de bedste forudsætninger for succes.
Tøv endelig ikke med at række ud, hvis du skal til samtale og er i tvivl om, hvordan du griber det an. Du er velkommen til at kontakte Manager Amalie Sofie Clausen for en uforpligtende snak.