2026 bliver året, hvor ESG-rapportering modnes, forenkles og for alvor begynder at skabe forretningsmæssig værdi. Og hvor vi går fra 1.000+ datapunkter til en fokuseret værdiskabelse. Men det kræver en ny tilgang til, hvordan vi organiserer opgaven. Hvorfor og hvilken kan du læse om i artiklen her.
Lad os være ærlige: De seneste år har budt på regulatorisk kaos inden for ESG. Konstante ændringer, uklare rammer og en overvældende mængde krav har efterladt mange virksomheder frustrerede og i tvivl om, hvordan de skulle navigere.
Et turbulent 2025 for ESG har alligevel kastet meget godt af sig
Men når vi nu er ved at lande i 2026, og Omnibus er næsten vedtaget, er det faktisk værd at reflektere over, hvad al denne turbulens har givet os. For under overfladen af kaos og uvished har der faktisk udviklet sig noget rigtig godt.
Resultatet har været højere kvalitet og bedre værktøjer.
Ironisk nok har den kaotiske implementeringsproces og de første bølger af komplekse lovkrav nemlig tvunget ESG-disciplinen til at modnes hurtigere, end den ellers ville have gjort. Hvilket har givet os tre væsentlige gevinster:
-
Forenkling af ESRS har reduceret omfanget markant og gjort standarden mere praktisk anvendelig. Hvor vi tidligere skulle forholde os til 1.000+ datapunkter, kan vi nu fokusere mere målrettet på de områder, der rent faktisk bringer værdi for den enkelte virksomhed.
-
VSME-standarden er kommet til som et brugbart værktøj for de virksomheder, der ikke er omfattet af den fulde rapporteringspligt, men som gerne vil have struktur på arbejdet og rapportere på de mest relevante emner. Det giver især mening i forhold til værdikædesamarbejder.
-
Men det vigtigste er måske: Kvaliteten af ESG-rapportering generelt er steget markant. Barren er blevet sat højere. Vi er kommet væk fra selvopfundne KPI'er, dårlig datakvalitet og greenwashing-agtige rapporteringer. I dag har vi et fælles sprog og en fælles reference for, hvad reel og seriøs ESG-rapportering er.
Endelig arbejdsro
Nu hvor Omnibus er næsten vedtaget, får vi det, vi har længtes efter i årevis: arbejdsro. Ikke fordi opgaven forsvinder, men fordi rammerne bliver mere stabile.
Det betyder, at vi nu kan skifte gear fra at kæmpe med de regulatoriske krav til i stedet at fokusere på det, der virkelig giver mening for den enkelte virksomhed:
- Forretningsmæssig værdiskabelse
- Risikostyring
- Efterspørgsel fra kunder, leverandører og andre interessenter
- Strategisk integration af ESG i forretningen.
Vi kan endelig begynde at tale om ESG som en integreret del af forretningsdriften frem for en compliance-opgave, der skal klares ved siden af.
I den nye virkelighed er fleksibilitet nøglen
Mens den regulatoriske ramme nu stabiliserer sig, ser vi en ny tendens vokse frem i måden, virksomheder organiserer ESG-opgaven på. ESG er ved at blive en stabil driftsfunktion ‒ men den kalder på at blive organiseret fleksibelt.
Traditionelt har virksomheder tænkt i faste stillinger: Enten ansætter man en fuldtids ESG-manager, eller også må CFO’en eller en anden nøgleperson tage opgaven på sig ved siden af deres øvrige ansvar.
Men den konstellation passer ikke nødvendigvis til ESG-opgavens natur, som vi ser den i dag. Behovet for ressourcer svinger i takt med rapporteringscyklussen:
- Ved kvartalsrapportering kan der være behov for dedikeret hjælp til dataindsamling og konsolidering.
- Ved årsluk topper behovet med både rapportering, revisorsamarbejde og forberedelse af årsrapport.
- Ved medarbejderfravær skal kompetencen stadig være til stede, så rapporteringen ikke går i stå.
- I driftsperioder er behovet mere begrænset og kan ofte håndteres af eksisterende ressourcer med sparring.
For mange virksomheder går ESG-behovet ikke op i et helt antal fuldtidsansatte. Mindre virksomheder har måske ikke behov for en dedikeret ESG-afdeling, mens større virksomheder med fastansatte ESG-medarbejdere ofte har brug for ekstra kapacitet i spidsbelastningsperioder. I begge tilfælde er udfordringen den samme: Opgaven skal løses ordentligt, når behovet opstår – uanset om virksomheden har den faste kapacitet eller ej.
Nye løsningsmodeller vinder frem
Det er her, vi ser fremtidens ESG-organisering tage form.
For virksomhederne bliver interim ESG-medarbejdere, der kommer ind, når der er behov, til en attraktiv løsning. Uanset om det er til kvartalsrapportering, årsluk eller ved fravær. Ganske enkelt fordi de bringer erfaring fra andre virksomheder med sig, kender systemerne og kommer hurtigt i gang. Når toppen er overstået, træder de ud igen. Et andet attraktivt alternativ bliver at købe ESG-as-a-Service for virksomheder, der ikke har behov for en hel FTE til at drifte rapporteringen. Her får virksomheden tilknyttet en fast, erfaren konsulent, der følger forretningen tæt – typisk et aftalt antal timer om måneden. Det sikrer kontinuitet og forståelse for virksomheden, samtidig med at det giver fleksibilitet i ressourceforbruget. En ydelse flere og flere rådgivningshuse – heriblandt os selv – udbyder.
Det handler altså ikke om at spare for virksomhederne. Det handler derimod om at få løst opgaven ordentligt med de rigtige kompetencer til rette tid. Hvorfor de helt traditionelle konstellationer ikke nødvendigvis er dem, der giver mest værdi længere.
I 2026 retter vi fokus mod det væsentlige
Når jeg ser ind i 2026, tror jeg, vi bevæger os mod et år, hvor vi fokuserer mere på færre, men vigtigere ting i vores ESG-indsats.
Mudderet er bundfaldet. Vandet er klart. Vi skal derfor ikke længere kæmpe med 1.000+ datapunkter og uklare krav. Nu kan vi stille skarpt på de ting, der enten:
- skaber kommerciel værdi for virksomheden
- understøtter risikostyring
- imødekommer konkrete interessentkrav.
ESG-disciplinen er modnet. Standarderne er på plads, kvalitetskravene er tydelige, og vi har et fælles sprog. Nu handler det om at bruge denne stabilitet til at skabe reel værdi for virksomhederne.
Har du brug for hjælp til at finde den rette model for jeres ESG-organisering?
Hos Basico har vi bred erfaring med ESG-rapportering på tværs af brancher og virksomhedsstørrelser. Vi tilbyder både interimsressourcer og ESG-as-a-Service, så I kan få den fleksibilitet, I har brug for.
Kontakt os for en uforpligtende dialog om, hvordan vi kan hjælpe netop jeres virksomhed.